1At elske Tugt er at elske Kundskab, at hade Revselse er dumt.
2Den gode vinder Yndest hos HERREN, den rænkefulde dømmer han skyldig.
3Ingen står fast ved Gudløshed, men retfærdiges Rod skal aldrig rokkes.
4En duelig Kvinde er sin Ægtemands Krone, en dårlig er som Edder i hans Ben.
5Retfærdiges Tanker er Ret, gudløses Opspind er Svig.
6Gudløses Ord er på Lur efter Blod, retsindiges Mund skal bringe dem Frelse.
7Gudløse styrtes og er ikke mer. retfærdiges Hus står fast.
8For sin Klogskab prises en Mand, til Spot bliver den, hvis Vid er vrangt.
9Hellere overses, når man holder Træl, end optræde stort, når man mangler Brød.
10Den retfærdige føler med sit Kvæg, gudløses Hjerte er grumt.
11Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der jager efter Tomhed.
12De ondes Fæstning jævnes med Jorden, de retfærdiges Rod holder Stand.
13I Læbernes Brøde hildes den onde, den retfærdige undslipper Nøden.
14Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske får, som hans Hænder har øvet.
15Dårens Færd behager ham selv, den vise hører på Råd.
16En Dåre giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og lader som intet.
17Den sanddru fremfører, hvad der er ret, det falske Vidne kommer med Svig.
18Mangens Snak er som Sværdhug, de vises Tunge læger.
19Sanddru Læbe består for evigt, Løgnetunge et Øjeblik.
20De, som smeder ondt, har Svig i Hjertet; de, der stifter Fred, har Glæde.
21Den retfærdige times der intet ondt, gudløse oplever Vanheld på Vanheld.
22Løgnelæber er HERREN en Gru, de ærlige har hans Velbehag.
23Den kloge dølger sin Kundskab, Tåbers Hjerte udråber Dårskab.
24De flittiges Hånd skal råde, den lade tvinges til Hoveriarbejde.
25Hjertesorg bøjer til Jorden, et venligt Ord gør glad.
26Den retfærdige vælger sin Græsgang, gudløses Vej vildleder dem selv.
27Ladhed opskræmmer intet Vildt, men kosteligt Gods får den flittige tildelt.
ORDSPROGENE 12
ORDSPROGENE 12:1-27