MARKUS 8:1-33

¹I de Dage da der atter var en stor Skare, og de intet havde at spise, kaldte han sine Disciple til sig og siger til dem:

²“Jeg ynkes inderligt over Skaren; thi de have allerede tøvet hos mig i tre Dage og have intet at spise.

³Og dersom jeg lader dem gå fastende hjem, ville de vansmægte på Vejen, og nogle af dem ere komne langvejsfra.”

⁴Og hans Disciple svarede ham: “Hvorfra skal nogen kunne mætte disse med Brød her i en Ørken?”

⁵Og han spurgte dem: “Hvor mange Brød have I?” Og de sagde: “Syv.”

⁶Og han byder Skaren af sætte sig ned på Jorden; og han tog de syv Brød, takkede, brød, dem og gav sine Disciple dem, at de skulde lægge dem for; og de lagde dem for Skaren.

⁷Og de havde nogle få Småfisk; og han velsignede dem og sagde, af også disse skulde lægges for.

⁸Og de spiste og bleve mætte; og de opsamlede af tiloversblevne Stykker syv Kurve.

⁹Men de vare omtrent fire Tusinde; og han lod dem gå bort.

¹⁰Og straks gik han om Bord i Skibet med sine Disciple og kom til Dalmanuthas Egne.

¹¹Og Farisæerne gik ud og begyndte at strides med ham og forlangte af ham et Tegn fra Himmelen for at friste ham.

¹²Og han sukkede dybt i sin Ånd og siger: “Hvorfor forlanger denne Slægt et Tegn? Sandelig, siger jeg eder, der skal ikke gives denne Slægt noget Tegn!”

¹³Og han forlod dem og gik atter om Bord og for over til hin Side.

¹⁴Og de havde glemt at tage Brød med og havde kun ét Brød med sig i Skibet.

¹⁵Og han bød dem og sagde: “Ser til, tager eder i Vare for Farisæernes Surdejg og Herodes's Surdejg!”

¹⁶Og de tænkte med hverandre: “Det er, fordi vi ikke have Brød.”

¹⁷Og da han mærkede dette, siger han til dem: “Hvorfor tænke I på, at I ikke have Brød? Skønne I ikke endnu, og forstå I ikke? Er eders Hjerte forhærdet?

¹⁸Have I Øjne og se ikke? Og have I Øren og høre ikke? Og komme I ikke i Hu?

¹⁹Da jeg brød de fem Brød til de fem Tusinde, hvor mange Kurve fulde af Stykker toge I da op?” De sige til ham: “Tolv.”

²⁰“Og da jeg brød de syv til de fire Tusinde, hvor mange Kurve fulde af Stykker toge I da op?” Og de sige til ham: “Syv.”

²¹Og han sagde til dem “Hvorledes forstå I da ikke?”

²²Og de komme til Bethsajda. Og man fører en blind til ham og beder ham om, at han vil røre ved ham.

²³Og han tog den blinde ved Hånden og førte ham uden for Landsbyen og spyttede på hans Øjne og lagde Hænderne på ham og spurgte ham, om han så noget.

²⁴Og han så op og sagde: “Jeg ser Menneskene; thi jeg ser noget ligesom Træer gå omkring.”

²⁵Derefter lagde han atter Hænderne på hans Øjne, og han blev klarsynet og var helbredt og kunde se alle Ting tydeligt.

²⁶Og han sendte ham hjem og sagde: “Du må ikke gå ind i Landsbyen, ej heller sige det til nogen i Landsbyen.”* { *Disse Ord mangle i nogle af de ældste Håndskrifter. }

²⁷Og Jesus og hans Disciple gik ud til Landsbyerne ved Kæsarea Filippi; og på Vejen spurgte han sine Disciple og sagde til dem: “Hvem sige Menneskene, at jeg er?”

²⁸Og de sagde til ham: “Johannes Døberen; og andre: Elias; men andre: en af Profeterne.”

²⁹Og han spurgte dem: “Men I, hvem sige I, at jeg er?” Peter svarede og siger til ham: “Du er Kristus.”

³⁰Og han bød dem strengt, at de ikke måtte sige nogen dette om ham.

³¹Og han begyndte at lære dem, at Menneskesønnen skulde lide meget og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslås og opstå efter tre Dage.

³²Og han talte dette frit ud. Og Peter tog ham til Side og begyndte at sætte ham i Rette.

³³Men han vendte sig og så på sine Disciple og irettesatte Peter og siger: “Vig bag mig, Satan! thi du sanser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskers er.”