MARKUS 7:11-32

¹¹Men I sige: Når en Mand siger til sin Fader eller sin Moder: “Det, hvormed du skulde være hjulpen af mig, skal være Korban (det er: Tempelgave),”

¹²da tilstede I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller Moder,

¹³idet I ophæve Guds Ord ved eders Overlevering, som I have overleveret; og mange lignende Ting gøre I.”

¹⁴Og han kaldte atter Folkeskaren til sig og sagde til dem: “Hører mig alle, og forstår!

¹⁵Der er intet uden for Mennesket, som, når det går ind i ham, kan gøre ham uren; men hvad der går ud af Mennesket, det er det, som gør Mennesket urent.

¹⁶Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!”* { *Verset mangler i flere af de ældste Håndskrifter. }

¹⁷Og da han var gået ind i Huset og var borte fra Skaren, spurgte hans Disciple ham om Lignelsen.

¹⁸Og han siger til dem: “Ere også I så uforstandige? Forstå I ikke, at intet, som udefra går ind i Mennesket, kan gøre ham uren?

¹⁹Thi det går ikke ind i hans Hjerte men i hans Bug og går ud ad den naturlige Vej, og således renses al Maden.”

²⁰Men han sagde: “Det, som går ud af Mennesket, dette gør Mennesket urent.

²¹Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgå de onde Tanker, Utugt, Tyveri, Mord,

²²Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje, Forhånelse, Hovmod, Fremfusenhed;

²³alle disse onde Ting udgå indvortes fra og gøre Mennesket urent.”

²⁴Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus's og Sidons Egne. Og han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og han kunde dog ikke være skjult;

²⁵men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Ånd, havde hørt om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder;

²⁶(men Kvinden var græsk*, af Herkomst en Syrofønikerinde), og hun bad ham om, at han vilde uddrive den onde Ånd af hendes Datter. { *d. e. hedensk. }

²⁷Og han sagde til hende: “Lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde.”

²⁸Men hun svarede og siger til ham: “Jo, Herre! også de små Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler.”

²⁹Og han sagde til hende: “For dette Ords Skyld gå bort; den onde Ånd er udfaren af din Datter.”

³⁰Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende på Sengen og den onde Ånd udfaren.

³¹Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø.

³²Og de bringe ham en døv, som også vanskeligt kunde tale, og bede ham om, at han vilde lægge Hånden på ham.