HØJSANGEN 6:1-13

¹Hvor er din Ven gået hen, du fagreste blandt Kvinder? Hvor har din ven vendt sig hen? Vi vil søge ham med dig.

²Min Ven gik ned i sin Have, til Balsambedene, for at vogte sin Hjord i Haverne og sanke Liljer.

³Jeg er min Vens, og min Ven er min, han, som vogter blandt Liljer.

⁴Du er fager, min Veninde, som Tirza, yndig som Jerusalem, frygtelig som Hære under Banner.

⁵Vend dine Øjne fra mig, de forvirrer mig så! Dit Hår er som en Gedeflok, bølgende ned fra Gilead,

⁶dine Tænder som en Fåreflok, der kommer fra Bad, som alle har Tvillinger, intet er uden Lam;

⁷din Tinding er et bristet Granatæble bag ved dit Slør.

⁸Dronningernes* Tal er tresindstyve, Medhustruernes firsindstyve, på Terner er der ej Tal. { *Salomos. Sl. 45, 15. }

⁹Men én er hun, min Due, min rene, hun, sin Moders eneste, hun, sin Moders Kælebarn. Blev hun set af Piger, fik hun Pris, af Dronninger og Medhustruer Hyldest.

¹⁰Hvo er hun, der titter frem som Morgenrøden, fager som Månen, skær som Solen, frygtelig som Hære under Banner?

¹¹Jeg gik ned i Nøddehaven for at se, hvor det grønnes i Dale, for at se, om Vintræet skød, om Granattræet nu stod i Blomst.

¹²Før jeg vidste af det, satte min Sjæl mig på mit ædle Folks Vogne*. { *Teksten er uforståelig. }

¹³Vend dig, vend dig, Sulamit, vend dig, vend dig, så vi kan se dig! “Hvad vil I se på Sulamit, mens Sværddansen trædes?”