HØJSANGEN 2:1-13

¹Jeg er Sarons Rose*, Dalenes Lilje. { *egentlig: tidløs, Krokus. }

²Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.

³Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.

⁴Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.

⁵Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed.

⁶Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.

⁷Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!

⁸Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene.

⁹Min Ven er som en Gazelle, han er som den unge Hjort. Se, nu står han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.

¹⁰Min Ven stemmer i og siger så til mig: Stå op, min Veninde, du fagre, kom!

¹¹Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,

¹²Blomster ses i Landet, Sangens Tid* er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land; { *eller: Tiden til at beskære Vinrankerne. }

¹³Figentræets Småfrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Stå op, min Veninde, du fagre, kom,