HØJSANGEN 1:4-17

⁴Drag mig efter dig, kom, lad os løbe; Kongen tog mig ind i sine Kamre. Vi vil juble og glæde os i dig, prise din Kærlighed fremfor Vin. Med Rette har de* dig kær. { *dvs. Kvinderne. }

⁵Jeg er sort, dog yndig, Jerusalems Døtre, som Kedars Telte, som Salmas Forhæng.

⁶Se ej på mig, fordi jeg er sortladen, fordi jeg er brændt af Solen. Min Moders Sønner vrededes på mig, til Vingårdsvogterske satte de mig - min egen Vingård vogted jeg ikke.

⁷Sig mig, du, som min Sjæl har kær, hvor du vogter din Hjord, hvor du holder Hvil ved Middag. Thi hvi skal jeg gå som en Landstryger ved dine Fællers Hjorde?

⁸Såfremt du ikke ved det, du fagreste blandt Kvinder, følg da kun Hjordens Spor og vogt dine Geder ved Hyrdernes Boliger.

⁹Ved Faraos Forspand ligner jeg dig, min Veninde.

¹⁰Dine Kinder er yndige med Snorene, din Hals med Kæderne.

¹¹Vi vil gøre dig Snore af Guld med Stænk af Sølv.

¹²Min Nardus spreder sin Duft, mens Kongen er til Bords;

¹³min Ven er mig en Myrrapose, der ligger ved mit Bryst,

¹⁴min Ven er mig en Koferklase fra En-Gedis Vingårde.

¹⁵Hvor du er fager, min Veninde, hvor du er fager, dine Øjne er Duer!

¹⁶Hvor du er fager, min Ven, ja dejlig er du, vort Leje er grønt,

¹⁷vor Boligs Bjælker er Cedre, Panelet Cypresser!