GERNINGER 28:5-31

⁵Men han rystede Dyret af i Ilden, og der skete ham intet ondt.

⁶Men de ventede, at han skulde hovne op eller pludseligt falde død om. Men da de havde ventet længe og så, at der ikke skete ham noget usædvanligt, kom de på andre Tanker og sagde, at han var en Gud.

⁷Men i Omegnen af dette Sted havde Øens fornemste Mand, ved Navn Publius, nogle Landejendomme. Han tog imod os og lånte os venligt Herberge i tre Dage.

⁸Men det traf sig, at Publius's Fader lå syg af Feber og Blodgang. Til ham gik Paulus ind og bad og lagde Hænderne på ham og helbredte ham.

⁹Da dette var sket, kom også de andre på Øen, som havde Sygdomme, til ham og bleve helbredte.

¹⁰De viste os også megen Ære, og da vi sejlede bort, bragte de om Bord i Skibet, hvad vi trængte til.

¹¹Men efter tre Måneders Forløb sejlede vi da bort i et aleksandrinsk Skib, som havde haft Vinterleje ved Øen og førte Tvillingernes* Mærke. { *to hedenske Halvguder, Kastor og Polluks, som især dyrkedes af søfarende. }

¹²Og vi løb ind til Syrakus, hvor vi bleve tre Dage.

¹³Derfra sejlede vi videre og kom til Regium, og efter en Dags Forløb fik vi Søndenvind og kom den næste Dag til Puteoli.

¹⁴Der fandt vi Brødre og bleve opfordrede til at blive hos dem i syv Dage. Og så droge vi til Rom.

¹⁵Og Brødrene derfra, som havde hørt om os, kom os i Møde til Appius's Forum og Tres-Tabernæ. Og da Paulus så dem, takkede han Gud og fattede Mod.

¹⁶Men da vi kom til Rom, overgav Høvedsmanden Fangerne til Høvdingen for Livvagten. Dog* blev det tilstedt Paulus at bo for sig selv sammen med den Stridsmand, der bevogtede ham. { *de indklamrede Ord mangle i de ældste Håndskrifter. }

¹⁷Men efter tre Dages Forløb skete det, at han sammenkaldt de fornemste iblandt Jøderne. Men da de vare forsamlede, sagde han til dem: “I Mænd, Brødre! uagtet jeg intet har gjort imod vort Folk eller de fædrene Skikke, er jeg fra Jerusalem overgiven som Fange i Romernes Hænder,

¹⁸og disse vilde efter at have forhørt mig løslade mig, efterdi der ikke var nogen Dødsskyld hos mig.

¹⁹Men da Jøderne gjorde Indsigelse, nødtes jeg til at skyde mig ind under Kejseren, dog ikke, som om jeg havde noget at anklage mit Folk for.

²⁰Af denne Årsag har jeg altså ladet eder kalde hid for at se og tale med eder; thi for Israels Håbs Skyld er jeg sluttet i denne Lænke.”

²¹Men de sagde til ham: “Hverken have vi fået Brev fra Judæa om dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen og har meddelt eller sagt noget ondt om dig.

²²Men vi ønske at høre af dig, hvad du tænker; thi om dette Parti er det os bekendt, at det alle Vegne finder Modsigelse.”

²³Efter så at have aftalt en Dag med ham, kom de til ham i Herberget i større Tal, og for dem forklarede han og vidnede om Guds Rige og søgte at overbevise dem om Jesus, både ud af Mose Lov og af Profeterne, fra årle om Morgenen indtil Aften.

²⁴Og nogle lode sig overbevise af det, som blev sagt, men andre troede ikke.

²⁵Og under indbyrdes Uenighed gik de bort, da Paulus havde sagt dette ene Ord: “Rettelig har den Helligånd talt ved Profeten Esajas til eders Fædre og sagt:

²⁶“Gå hen til dette Folk og sig: I skulle høre med eders Øren og ikke forstå og se med eders Øjne og ikke se;

²⁷thi dette Folks Hjerte er blevet sløvet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øjne have de tillukket, for at de ikke skulle se med Øjnene og høre med Ørene og forstå med Hjertet og omvende sig, så jeg kunde helbrede dem.”

²⁸Derfor være det eder vitterligt, at denne Guds Frelse er sendt til Hedningerne; de skulle også høre.”

²⁹Og da han havde sagt dette, gik Jøderne bort, og der var stor Trætte imellem dem indbyrdes.* { *Verset mangler i de vigtigste Håndskrifter. }

³⁰Men han blev hele to År i sit lejede Herberge og modtog alle, som kom til ham,

³¹idet han prædikede Guds Rige og lærte om den Herre Jesus med al Frimodighed, uhindret.