GERNINGER 27:17-38

¹⁷Men efter at have trukket den op, anvendte de Nødmidler og omsurrede Skibet; og da de frygtede for, at de skulde blive kastede ned i Syrten*, firede de Sejlene ned og lode sig således drive. { *en Havbugt på Nordkysten af Afrika, der var meget frygtet af de søfarende. }

¹⁸Og da vi måtte kæmpe hårdt med Stormen, begyndte de næste Dag at kaste over Bord.

¹⁹Og på den tredje Dag udkastede de med egne Hænder Skibets Redskaber.

²⁰Men da hverken Sol eller Stjerner lode sig se i flere Dage, og vi havde et Uvejr over os; som ikke var ringe, blev fra nu af alt Håb om Redning os betaget.

²¹Og da man længe ikke havde taget Føde til sig, så stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: “I Mænd! man burde have adlydt mig og ikke været sejlet bort fra Kreta og have sparet os denne Ulykke og Skade.

²²Og nu formaner jeg eder til at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal forgå, men alene Skibet.

²³Thi i denne Nat stod der en Engel hos mig fra den Gud, hvem jeg tilhører, hvem jeg også tjener, og sagde:

²⁴“Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for Kejseren; og se, Gud har skænket dig alle dem, som sejle med dig.”

²⁵Derfor, I Mænd! værer ved godt Mod; thi jeg har den Tillid til Gud, at det skal ske således, som der er blevet talt til mig.

²⁶Men vi må strande på en Ø.”

²⁷Men da den fjortende Nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav, kom det Skibsfolkene for ved Midnatstid, at der var Land i Nærheden.

²⁸Og da de loddede, fik de tyve Favne, og da de lidt længere fremme atter loddede, fik de femten Favne.

²⁹Og da de frygtede, at vi skulde støde på Skær, kastede de fire Ankre ud fra Bagstavnen og bade til, at det måtte blive Dag.

³⁰Men da Skibsfolkene gjorde Forsøg på at flygte fra Skibet og firede Båden ned i Søen under Påskud af, at de vilde lægge Ankre ud fra Forstavnen,

³¹da sagde Paulus til Høvedsmanden og til Stridsmændene: “Dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke reddes.”

³²Da kappede Stridsmændene Bådens Tove og lode den falde ned.

³³Men indtil det vilde dages, formanede Paulus alle til at tage Næring til sig og sagde: “Det er i Dag den fjortende Dag, I have ventet og tilbragt uden at spise og intet taget til eder.

³⁴Derfor formaner jeg eder til at tage Næring til eder, thi dette hører med til eders Redning; ikke et Hår på Hovedet skal gå tabt for nogen af eder.”

³⁵Men da han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for alles Øjne og brød det og begyndte at spise.

³⁶Da bleve de alle frimodige og toge også Næring til sig.

³⁷Men vi vare i Skibet i alt to Hundrede og seks og halvfjerdsindstyve Sjæle.

³⁸Og da de vare blevne mættede med Føde, lettede de Skibet ved at kaste Levnedsmidlerne i Søen.