GERNINGER 16:5-32

⁵Så styrkedes Menighederne i Troen og voksede i Antal hver Dag.

⁶Men de droge igennem Frygien og det galatiske Land, da de af den Helligånd vare blevne forhindrede i at tale Ordet i Asien.

⁷Da de nu kom hen imod Mysien, forsøgte de at drage til Bithynien; og Jesu Ånd tilstedte dem det ikke.

⁸De droge da Mysien forbi og kom ned til Troas.

⁹Og et Syn viste sig om Natten for Paulus: En makedonisk Mand stod der og bad ham og sagde: “Kom over til Makedonien og hjælp os!”

¹⁰Men da han havde set dette Syn, ønskede vi straks at drage over til Makedonien; thi vi sluttede, at Gud havde kaldt os derhen til at forkynde Evangeliet for dem.

¹¹Vi sejlede da ud fra Troas og styrede lige til Samothrake og den næste Dag til Neapolis

¹²og derfra til Filippi, hvilken er den første By i den Del af Makedonien, en Koloni. I denne By opholdt vi os nogle Dage.

¹³Og på Sabbatsdagen gik vi uden for Porten ved en Flod, hvor vi mente, at der var et Bedested*, og vi satte os og talte til de Kvinder, som kom sammen. { *d. e. en samlingsplads til Bøn. }

¹⁴Og en Kvinde ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Byen Thyatira, en Kvinde, som frygtede Gud, hørte til, og hendes Hjerte oplod Herren til at give Agt på det, som blev talt af Paulus.

¹⁵Men da hun og hendes Hus var blevet døbt, bad hun og sagde: “Dersom I agte mig for at være Herren tro, da kommer ind i mit Hus og bliver der!” Og hun nødte os.

¹⁶Men det skete, da vi gik til Bedestedet, at en Pige mødte os, som havde en Spådomsånd og skaffede sine Herrer megen Vinding ved at spå.

¹⁷Hun fulgte efter Paulus og os, råbte og sagde: “Disse Mennesker ere den højeste Guds Tjenere, som forkynde eder Frelsens Vej.”

¹⁸Og dette gjorde hun i mange Dage. Men Paulus blev fortrydelig derover, og han vendte sig og sagde til Ånden: “Jeg byder dig i Jesu Kristi Navn at fare ud af hende.” Og den for ud i den samme Stund.

¹⁹Men da hendes Herrer så, at deres Håb om Vinding var forsvundet, grebe de Paulus og Silas og slæbte dem hen på Torvet for Øvrigheden.

²⁰Og de førte dem til Høvedsmændene og sagde: “Disse Mennesker, som ere Jøder, forvirre aldeles vor By.

²¹og de forkynde Skikke, som det ikke er tilladt os, der ere Romere, at antage eller øve.”

²²Og Mængden rejste sig imod dem, og Høvedsmændene lode Klæderne rive af dem og befalede at piske dem.

²³Og da de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel og befalede Fangevogteren at holde dem sikkert bevogtede.

²⁴Da han havde fået sådan Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Blokken.

²⁵Men ved Midnat bade Paulus og Silas og sang Lovsange til Gud; og Fangerne lyttede på dem.

²⁶Men pludseligt kom der et stort Jordskælv, så at Fængselets Grundvolde rystede, og straks åbnedes alle Dørene, og alles Lænker løstes.

²⁷Men Fangevogteren for op at Søvne, og da han så Fængselets Døre åbne, drog han et Sværd og vilde dræbe sig selv, da han mente, at Fangerne vare flygtede.

²⁸Men Paulus råbte med høj Røst og sagde: “Gør ikke dig selv noget ondt; thi vi ere her alle.”

²⁹Men han forlangte Lys og sprang ind og faldt skælvende ned for Paulus og Silas.

³⁰Og han førte dem udenfor og sagde: “Herrer! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan blive frelst?”

³¹Men de sagde: “Tro på den Herre Jesus Kristus, så skal du blive frelst, du og dit Hus.”

³²Og de talte Herrens Ord til ham og til alle dem, som vare i hans Hus.