GERNINGER 15:7-36

⁷Men da man havde tvistet meget herom, stod Peter op og sagde til dem: “I Mænd, Brødre! I vide, at for lang Tid siden gjorde Gud det Valg iblandt eder, at Hedningerne ved min Mund skulde høre Evangeliets Ord og tro.

⁸Og Gud, som kender Hjerterne, gav dem Vidnesbyrd ved at give dem den Helligånd lige så vel som os.

⁹Og han gjorde ingen Forskel imellem os og dem, idet han ved Troen rensede deres Hjerter.

¹⁰Hvorfor friste I da nu Gud, så I lægge et Åg på Disciplenes Nakke, som hverken vore Fædre eller vi have formået at bære?

¹¹Men vi tro, at vi bliver frelste ved den Herres Jesu Nåde på samme Måde som også de.”

¹²Men hele Mængden tav og de hørte Barnabas og Paulus fortælle, hvor store Tegn og Undere Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved dem.

¹³Men da de havde hørt op at tale, tog Jakob til Orde og sagde: “I Mænd, Brødre, hører mig!

¹⁴Simon har fortalt, hvorledes Gud først drog Omsorg for at tage ud af Hedninger et Folk for sit Navn.

¹⁵Og dermed stemme Profeternes Tale overens, som der er skrevet:

¹⁶“Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne Hytte, og det nedrevne af den vil jeg atter opbygge og oprejse den igen,

¹⁷for at de øvrige af Menneskene skulle søge Herren, og alle Hedningerne, over hvilke mit Navn er nævnet, siger Herren, som gør dette.”

¹⁸Gud kender fra Evighed af alle sine Gerninger.

¹⁹Derfor mener jeg, at man ikke skal besvære dem af Hedningerne, som omvende sig til Gud,

²⁰men skrive til dem, at de skulle afholde sig fra Besmittelse med Afguderne og fra Utugt og fra det kvalte og fra Blodet.

²¹Thi Moses har fra gammel Tid i hver By Mennesker, som prædike ham, idet han oplæses hver Sabbat i Synagogerne.”

²²Da besluttede Apostlene og de Ældste tillige med hele Menigheden at udvælge nogle Mænd af deres Midte og sende dem til Antiokia tillige med Paulus og Barnabas, nemlig Judas, kaldet Barsabbas, og Silas, hvilke Mænd vare ansete iblandt Brødrene.

²³Og de skreve således med dem: “Apostlene og de Ældste og Brødrene hilse Brødrene af Hedningerne i Antiokia og Syrien og Kilikien.

²⁴Efterdi vi have hørt, at nogle, som ere komne fra os, have forvirret eder med Ord og voldt eders Sjæle Uro uden at have nogen Befaling fra os,

²⁵så have vi endrægtigt forsamlede, besluttet at udvælge nogle Mænd og sende dem til eder med vore elskelige Barnabas og Paulus,

²⁶Mænd, som have vovet deres Liv for vor Herres Jesu Kristi Navn.

²⁷Vi have derfor sendt Judas og Silas, der også mundtligt skulle forkynde det samme.

²⁸Thi det er den Helligånds Beslutning og vor, ingen videre Byrde at pålægge eder uden disse nødvendige Ting:

²⁹At I skulle afholde eder fra Afgudsofferkød og fra Blod og fra det kvalte og fra Utugt. Når I holde eder derfra, vil det gå eder godt. Lever vel!”

³⁰Så lod man dem da fare, og de kom ned til Antiokia og forsamlede Mængden og overgave Brevet.

³¹Men da de læste det, bleve de glade over Trøsten.

³²Og Judas og Silas, som også selv vare Profeter, opmuntrede Brødrene med megen Tale og styrkede dem.

³³Men da de havde opholdt sig der nogen Tid, lode Brødrene dem fare med Fred til dem, som havde udsendt dem.

³⁴Men Silas besluttede at blive der.* { *Verset mangler i de vigtigste Håndskrifter. }

³⁵Men Paulus og Barnabas opholdt sig i Antiokia, hvor de tillige med mange andre lærte og forkyndte Herrens Ord.

³⁶Men efter nogen Tids Forløb sagde Paulus til Barnabas: “Lader os dog drage tilbage og besøge vore Brødre i hver By, hvor vi have forkyndt Herrens Ord, for at se, hvorledes det går dem.”