GERNINGER 13:22-52

²²Og da han havde taget ham bort, oprejste han dem David til Konge, om hvem han også vidnede, og sagde: “Jeg har fundet David, Isajs Søn, en Mand efter mit Hjerte, som skal gøre al min Villie.”

²³Af dennes Sæd bragte Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser, Jesus,

²⁴efter at Johannes forud for hans Fremtræden havde prædiket Omvendelses-Dåb for hele Israels Folk.

²⁵Men da Johannes var ved at fuldende sit Løb, sagde han: “Hvad anse I mig for at være? Mig er det ikke; men se, der kommer en efter mig, hvis Sko jeg ikke er værdig at løse.”

²⁶I Mænd, Brødre, Sønner af Abrahams Slægt, og de iblandt eder, som frygte Gud! Til os er Ordet om denne Frelse sendt.

²⁷Thi de, som bo i Jerusalem, og deres Rådsherrer kendte ham ikke; de dømte ham og opfyldte derved Profeternes Ord, som forelæses hver Sabbat.

²⁸Og om end de ingen Dødsskyld fandt hos ham, bade de dog Pilatus, at han måtte blive slået ihjel.

²⁹Men da de havde fuldbragt alle Ting, som ere skrevne om ham, toge de ham ned af Træet og lagde ham i en Grav.

³⁰Men Gud oprejste ham fra de døde,

³¹og han blev set i flere Dage af dem, som vare gåede med ham op fra Galilæa til Jerusalem, dem, som nu ere hans Vidner for Folket.

³²Og vi forkynde eder den Forjættelse, som blev given til Fædrene, at Gud har opfyldt denne for os, deres Børn, idet han oprejste Jesus;

³³som der også er skrevet i den anden Salme: “Du er min Søn, jeg har født dig i Dag.”

³⁴Men at han har oprejst ham fra de døde, så at han ikke mere skal vende tilbage til Forrådnelse, derom har han sagt således: “Jeg vil give eder Davids hellige Forjættelser, de trofaste.”

³⁵Thi han siger også i en anden Salme: “Du skal ikke tilstede din hellige at se Forrådnelse.”

³⁶David sov jo hen, da han i sin Livstid havde tjent Guds Rådslutning, og han blev henlagt hos sine Fædre og så Forrådnelse;

³⁷men den, som Gud oprejste, så ikke Forrådnelse.

³⁸Så være det eder vitterligt, I Mænd, Brødre! at ved ham forkyndes der eder Syndernes Forladelse;

³⁹og fra alt, hvorfra I ikke kunde retfærdiggøres ved Mose Lov, retfærdiggøres ved ham enhver, som tror.

⁴⁰Ser nu til, at ikke det, som er sagt ved Profeterne, kommer over eder:

⁴¹“Ser, I Foragtere, og forundrer eder og bliver til intet; thi en Gerning gør jeg i eders Dage, en Gerning, som I ikke vilde tro, dersom nogen fortalte eder den.””

⁴²Men da de gik ud, bad man dem om, at disse Ord måtte blive talte til dem på den følgende Sabbat.

⁴³Men da Forsamlingen var opløst, fulgte mange af Jøderne og af de gudfrygtige Proselyter Paulus og Barnabas, som talte til dem og formanede dem til at blive fast ved Guds Nåde.

⁴⁴Men på den følgende Sabbat forsamledes næsten hele Byen for at høre Guds Ord.

⁴⁵Men da Jøderne så Skarerne, bleve de fulde af Nidkærhed og modsagde det, som blev talt af Paulus, ja, både sagde imod og spottede.

⁴⁶Men Paulus og Barnabas talte frit ud og sagde: “Det var nødvendigt, at Guds Ord først skulde tales til eder; men efterdi I støde det fra eder og ikke agte eder selv værdige til det evige Liv, se, så vende vi os til Hedningerne.

⁴⁷Thi således har Herren befalet os: “Jeg har sat dig til Hedningers Lys, for at du skal være til Frelse lige ud til Jordens Ende.””

⁴⁸Men da Hedningerne hørte dette, bleve de glade og priste Herrens Ord, og de troede, så mange, som vare bestemte til evigt Liv,

⁴⁹og Herrens Ord udbredtes over hele Landet.

⁵⁰Men Jøderne ophidsede de fornemme gudfrygtige Kvinder og de første Mænd i Byen; og de vakte en Forfølgelse imod Paulus og Barnabas og joge dem ud fra deres Grænser.

⁵¹Men de rystede Støvet af deres Fødder imod dem og droge til Ikonium.

⁵²Men Disciplene bleve fyldte med Glæde og den Helligånd.