DOMMER 3:5-26

⁵Og Israelitterne boede blandt Kana'anæerne, Hetitterne, Amoritterne, Perizzitterne, Hivvitterne og Jebusitterne.

⁶De indgik Ægteskab med deres Døtre og gav deres Sønner deres Døtre til Ægte, og de dyrkede deres Guder.

⁷Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i HERRENS Øjne; de glemte HERREN deres Gud og dyrkede Ba'alerne og Asjererne.

⁸Da blussede HERRENS Vrede op imod Israel, og han gav dem til Pris for Kong Kusjan-Risj'atajim af Aram Naharajim, og Israelitterne stod under Kusjan-Risj'atajim i otte År.

⁹Da råbte Israelitterne til HERREN, og HERREN lod en Befrier fremstå iblandt Israelitterne, og han frelste dem, nemlig Kenizzitten Otniel, Kalebs yngre Broder.

¹⁰HERRENS Ånd kom over ham, og han blev Dommer i Israel; han drog ud til Kamp, og HERREN gav Kong Kusjan-Risj'atajim af Aram i hans Hånd, så han fik Overtaget over ham.

¹¹Og Landet havde Ro i fyrretyve År, og Kenizzitten Otniel døde.

¹²Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENS Øjne. Da gav HERREN Kong Eglon af Moab Magt over Israel, fordi de gjorde, hvad der var ondt i HERRENS Øjne.

¹³Han fik Ammonitterne og Amalekitterne med sig, drog ud og slog Israel og tog Palmestaden*. { *dvs. Jeriko. Dom. 1, 16. }

¹⁴Og Israelitterne stod under Kong Eglon af Moab i atten År.

¹⁵Men da Israelitterne råbte til HERREN, lod HERREN en Befrier fremstå iblandt dem, Benjaminitten Ehud, Geras Søn, som var kejthåndet. Da Israelitterne engang sendte Ehud til Kong Eglon af Moab med Skat,

¹⁶lavede han sig et tveægget Sværd, en Gomed* langt, og bandt det til sin højre Hofte under Kappen. { *ukendt Mål. }

¹⁷Derpå afleverede han Skatten til Kong Eglon af Moab - Eglon var en meget fed Mand -

¹⁸og da han var færdig dermed, ledsagede han Folkene, der havde båret Skatten, på Vej,

¹⁹men selv vendte han om ved Pesilim* ved Gilgal og sagde: “Konge, jeg har noget at tale med dig om i Hemmelighed!” Men han bød ham tie, til alle de, der stod om ham, var gået ud. { *betyder Gudebilleder. }

²⁰Da Ehud kom ind til ham, sad han i sin svale Stue på Taget, hvor han var alene; og Ehud sagde: “Jeg har et Gudsord til dig!” Da rejste han sig fra sit Sæde,

²¹men idet han stod op, rakte Ehud sin venstre Hånd ud og greb Sværdet ved sin højre Side og stak det i Underlivet på ham,

²²så endog Grebet gik i med Klingen; og Fedtet sluttede om Klingen, thi han drog ikke Sværdet ud af Livet på ham; og Skarnet gik fra ham.

²³Så gik Ehud bort gennem Søjlegangen, lukkede Døren til Stuen for ham og låsede den.

²⁴Efter at han var gået bort, kom Kongens Folk, og da de fandt Døren til Stuen låset, tænkte de, at han tildækkede sine Fødder i det svale Hammer;

²⁵men da de havde biet, indtil de skammede sig, uden at han åbnede Døren til Stuen, hentede de Nøglen og lukkede op; og se, der lå deres Herre død på Gulvet.

²⁶Men Ehud slap bort, medens de blev opholdt, og han satte over ved Pesilim og undslap til Se'ira.